Sikkerhed og fortrolighed
Ruteflow er bygget til firmaer, hvis kundekartotek er deres levebrød. Derfor er fortroligheden ikke et løfte i en aftale, men en del af konstruktionen. Her er, hvordan det hænger sammen, i almindelige ord.
Dine kundedata er dine
Hvert firma i Ruteflow har sit eget, adskilte område. Serveren afgrænser hver forespørgsel til dit firma, og for de opslag, browsere og telefoner selv laver, nægter databasen at udlevere rækker fra et andet firma (Row Level Security).
Hvornår vi ser dine kunder
Platformens ejer ser, at dit firma findes: navn, plan og forbrug (fx antal kunder og sendte SMS'er) samt dine brugeres navn, e-mail og rolle. Ejersiden viser ikke dine kunder, aftaler, priser eller fotos. Dem ser vi i to tilfælde. Det ene er support: når det er nødvendigt for support, drift eller fejlretning, kan vi åbne dit firma i højst 60 minutter ad gangen, også uden at du har bedt om det. Det kræver to-faktor-login hos os og håndhæves i databasen. Hvert besøg vises under Indstillinger → Firma med navn, tidspunkt og grund, også mens det er i gang. Listen viser de seneste 20. Det andet er arbejde direkte i databasen: når vi laver et udtræk, retter en fejl eller sletter data, som databehandleraftalen beskriver. Det vises ikke under Indstillinger.
Isolationen bevises automatisk ved hver eneste ændring
Hver gang vi ændrer noget i Ruteflow, kører en automatisk testpakke, der blandt andet forsøger at læse ét firmas data fra et andet firmas login og fra et login helt uden adgang. GitHub afviser en ændring af programmets kode, indtil de tests er gået igennem.
Adgang og login
Administrationsadgang til platformen kræver to-faktor-login (kode fra telefonen oveni adgangskoden), og det håndhæves også nede i databasen. En navngiven hjælper hos Ruteflow kan have et login, der kun kan oprette nye firmaer. Det login kræver også to-faktor-login, hører ikke til noget firma og kan ikke se dit firmas data. Automatisk oprettede adgangskoder er engangskoder, som brugeren selv skal skifte ved første login.
Kryptering og opbevaring i EU
Al trafik er krypteret (HTTPS), og data er krypteret på disken. Databasen står i et datacenter i Paris (EU), og der tages automatisk backup hver dag med syv dages historik.
Hvem der behandler dine data
Ruteflow ApS behandler dine data som databehandler for dit firma. Til det bruger vi disse leverandører (underdatabehandlere):
- Supabase: database, login og fotos. Data ligger i Paris.
- Vercel: driver selve programmet fra servere i Paris og et globalt netværk.
- Postmark: sender mails. USA.
- GatewayAPI: sender sms. EU.
- Cloudflare: botbeskyttelse ved login. Får ingen oplysninger om dine kunder. Globalt netværk.
- Simply.com: vores supportpostkasse. Danmark.
- Anthropic: AI-assistenten Claude, som vi bruger til udvikling, fejlfinding og support. Den kan i enkelte tilfælde se oplysninger om dine kunder, fx på et skærmbillede, når det er nødvendigt for at løse en opgave. USA.
- GitHub: opbevarer programmets kildekode. Oplysninger om dine kunder lægges som udgangspunkt ikke dér. USA.
Leverandører uden for EU er dækket af EU's standardkontraktbestemmelser. Vi varsler en ny leverandør på mail mindst 30 dage før. Bruger du Dinero eller e-conomic, sender Ruteflow fakturagrundlaget til din egen konto dér, og de behandler det efter din egen aftale med dem. Hele listen med adresser står under Underdatabehandlere.
Databehandleraftale og dine rettigheder
Ruteflow behandler kundedata på dit firmas vegne, og vi indgår en databehandleraftale (bygget på Datatilsynets standardbestemmelser) med alle firmaer, før data flyttes ind. Du ejer dine data, og et fuldt udtræk får du, når du beder om det.
Hvis du stopper
Der er ingen binding, og du kan opsige til udgangen af en måned. I 30 dage efter, at abonnementet er stoppet, kan du få et fuldt udtræk af dine data, og vi skriver til dig om fristen. Derefter sletter vi dit firmas data, også fotos, brugere, login og de udtræk, vi selv har taget, og vi bekræfter sletningen skriftligt. Det sker senest 30 dage efter fristen. Sikkerhedskopierne udløber af sig selv inden for 7 dage efter sletningen. Regnskabsmateriale om dit abonnement gemmer vi, så længe bogføringsloven kræver det.
Spørgsmål til sikkerheden, eller vil du se databehandleraftalen, før I flytter ind? Skriv til support@ruteflow.dk eller ring på +45 27 500 505.
Ruteflow · Bygget til rensebranchen. Flad pris. Ingen binding.